Visbjerg Highland

Et godt dyreliv

Årets gang

Dyrene skal have et godt og naturligt liv, som det nu kan lade sig gøre lige til den dag de skal forbi slagteren. Derfor er de ude 24//7/365 og de elsker det. Faktisk tåler de dårligt at komme på stald, de sveder og mistrives. Udenfor i den fri natur og gerne køligt, det er godt.

Året starter i april-maj. Nyt grønt græs. At blive lukket ind på sådan en fold er bare så lækkert. Sådan går hele sommeren og efteråret. Hvis det bare er nogenlunde tørt, skal de også en tur forbi det laveste beliggende område, helt ned til Visbjergstien. Her er føden mildest talt mangfoldig, og de æder stort set det hele. Starter med de lækreste godbidder og slutter af med tidsler, bjørneklo mv. Kun enkelte arter som engbrandbæger skal de holde sig fra.

Biologerne er begejstret for afgræsningen. Det giver en langt større artsmangfoldighed end hvis arealet blot passede sig selv år efter år. Du vil ofte kunne se dyrene overnatte dernede.

I det sene efterår bliver føden efterhånden mindre tilgængelig og med mindre energiindhold. Derfor begýnder vi at fodre med ensilage i store baller. Det gør vi på foderpladsen ved læskuret. Derved får dyrene tilstrækkeligt med foder uden at skulle bruge for meget energi på at finde den.

Endelig giver vi de nye kalve lidt kraftfoder der første år, så de kommer så stærkt ud af vinteren som muligt.

Og så er der naturlig altid både halm og mineraler til rådighed.

Dyrene bliver besigtiget dagligt.